Den evige flamme

For 30 år siden, i 9:22 Dragon ...

"Nå? Du rev mig væk fra et eksperiment for det her, Volkarin." Den kortere necromancer fangede et hvæsende monster af knogler og brusk i lyset. Hun drejede sin hånd hurtigt, og monsteret blev i stumper og stykker. "Hvad vil det ynkelige væsen?"

Emmrich Volkarin justerede sin kravenål. "Lige et øjeblik, Johanna."

“Fint.” Johanna Hezenkoss skulede til kraniet i Emmrichs hånd. "Alt for at stoppe det hyleri."

Kraniet var begyndt at skrige uophørligt inde på sin plads i Cobalt Ossuary i Grand Necropolis. En steward havde bemærket det, informeret Mourn Watch, og et par necromancere var blevet afsendt.

De kom til et kryds. Emmrich satte det skrigende kranie på en sokkel. "Hvilken indsigt om de døde, kan den ..."

"Du har allerede fortalt om dit skriv."

"Kom nu!" Emmrich vendte sig om. "Hvilken lidenskab får en ånd til at rejse sig over de andre? Hvilken sammenfiltrering af tanker og hjerte har skabt denne sjæl?"

"Mawkishisk sludder."

"Du må indrømme, at det er en interessant besættelse!"

Kraniets skrig gav genklang gennem korridoren.

"Det er kun en ynkelig ånd, der er for svag til at blive en dæmon." Johanna dukkede sig for at gå under en nedfalden bjælke. Statuer af lig lå langs passagen. Et vip med hånden og et grønt lyn smadrede ned i en høj og spinkel skikkelse for enden ad gangen. Dæmonen krympede sig, mens endnu et lyn slog ned. Den bed tænderne sammen og kollapsede.

"Så. Nu burde der være fri bane til dit lighviskeri."

Emmrich lukkede øjnene. Man kunne høre en hvisken, og luften vibrerede, når han talte. "Ved ånde og skygge. Ved endeløs nat. Fortæl os, hvad der hjemsøger dig."

Kraniets øjehuller lyste grønt. "Splittet. Kold. To grave, hvor der burde være én!"

"Vrøvl."

“Johanna!” Emmrich rømmede sig og vendte sig igen mod kraniet. "Fortæl mig: Hvad vil give dig hvile?"

“Før denne til … de nedsunkne sorte vægge ... ved sølvflammerne ...” Kraniets glød sitrede og falmede. Det genoptog de øredøvende skrig.

"Du besidder et storslået talent, Volkarin." Johanna lagde hovedet en smule på skrå. "Og du har fået endnu mere kommando over den sub-astrale manifestation."

Emmrich strålede. "Jamen tak."

"Men hvad vil denne skrigende pestilens nede i Crescent Fane?"

***

Emmrich stod lænet over en kiste, der var omringet af skåle med sølvild. Han satte kraniet ved siden af liget af en gammel kvinde, ydmygt påklædt men med en krone af hvide roser. Skrigene holdt op.

“Mathilde ...”

"Din kone forlod denne verden i søvne sidste midnat." Emmrich smilede. "Optegnelserne bekræfter, at hun også ønskede at blive begravet sammen. I bliver aldrig adskilt igen."

De hørte et suk. Kom det fra den gamle kvinde, eller var det de dansende flammer?

Johanna fnøs. "Alt det raseri for at ende i en ny grav."

"Åh, jeg ved ikke." Emmrich lod sin hånd glide langs kistens snehvide marmor. "Det må være smukt at opleve sådan en varig kærlighed. Desuden hjalp du med at gennemføre det."

"Nogen måtte sikre sig, at du ikke blev halshugget, mens du havde travlt med at tale med de døde."

"Jeg er også taknemmelig for varige venskaber."

"Bah!"

De vendte ryggen til Grand Necropolis og gik videre i stilhed.