Juli bliver en travl måned heromkring. I år er EA Play Live mere end bare en enkelt udsendelse. I dag er vi glade for at kunne præsentere en ny EA Play Live-serie i ugerne op til hovedbegivenheden, som finder sted den 22. juli kl. 10:00 PT/19:00 CET. Vi kalder serien for EA Play Live Spotlight, og den handler kun om at forbinde dig med spil, du elsker, og de mennesker, der skaber dem. Det betyder, at der i løbet af juli måned vil være i alt fem forskellige udsendelser, heraf fire individuelle Spotlights til at starte med og derefter den ene hovedbegivenhed. Det er måske nemmere at forestille sig disse Spotlights som paneler og hovedbegivenheden som en samling af vores spil med nye ting, der afsløres.
I disse Spotlights kan du høre folk fra DICE, Respawn, EA SPORTS og vores partnerstudier bag EA Originals-spillene. Disse talentfulde udviklere vil give dig indsigt i, hvad de laver, og hvordan de gør det, og de kan endda komme med nogle nye nyheder, mens de alligevel er i gang. Hvert Spotlight bliver i høj grad en begivenhed i sig selv med vidtfavnende diskussioner, en dedikeret vært og et panel af udviklere.
"Hvert år afholder vi EA Play Live for at komme i kontakt med vores fans, vise dem de spil, vi er i gang med at udvikle, og for at høre fra folkene bag spillene. I år bliver EA Play Live en række begivenheder, der giver dig mulighed for at se det, du gerne vil se. Der vil være skræddersyede afsnit om sportsspil, skydespil og EA Originals i ugerne op til vores hovedbegivenhed den 22. juli."
– David Tinson, CMO
Lad os tage et kig på det, der kommer i denne måned:
8. juli kl. 10:00 PT/19:00 CET: Fremtiden for skydespil i førsteperson
Serien sparkes i gang med en omfattende diskussion af to af vores mest spændende skydespil: Apex Legends og det netop afslørede Battlefield 2042 (en særlig tak til vores Battlefield-fællesskab, fordi de mødte op for at se os under E3, der kommer mere i juli).
I dette Spotlight vil Oskar Gabrielson, General Manager for DICE, og Christian Grass, General Manager for DICE LA, sammen med Respawns grundlægger og Group GM Vince Zampella og Chad Grenier, Apex Game Director, slutte sig til værten Stella Chung fra IGN for at diskutere afsløringen af Battlefield 2042, hvad vi kan forvente at se fra begge spil den 22. juli, samt fremtiden for FPS-spil generelt.
13. juli kl. 10:00 PT/19:00 CET: EA <3 uafhængige studier
Vi elsker at se innovation i branchen, og vi elsker at samarbejde med studier, der har den samme passion. Derfor tilegner vi et helt Spotlight til den vigtige rolle, som indies spiller i branchen. Todd Martens fra Los Angeles Times er vært for et panel med Josef Fares fra Hazelight (It Takes Two), Olov Redmalm fra Zoink (Lost in Random), Melissa Phillips og Abubakar Salim fra det nytilkomne Silver Rain samt Guha Bala fra Velan (Knockout City™). Det bliver med garanti en spændende og vidtfavnende diskussion!
19. juli kl. 16:00 PT/20. juli 1:00 CET: Madden NFL 22 All-Access: Talentspejdere – Hvordan fællesskabet former Madden NFL 22
Fans har altid indflydelse på deres yndlingsspil. I år løfter EA SPORTS™ Madden NFL 22 den tanke til nye højder ved at sætte spillerens stemme i centrum af udviklingsprocessen tidligere end nogensinde før via Madden Design Council. Find ud af, hvordan fans har påvirket udviklingen af Franchise Mode og har været med til at realisere de eftertragtede funktioner som Staff Management, ugentlig spilstrategi og en ny scenariemotor. Fik vi sagt, at du får den første omfattende afsløring af den spritnye talentspejderfunktion, som kommer til Madden NFL 22 via en livetjenesteopdatering, der er planlagt til september? Slut dig til EA SPORTS' Seann Graddy, Tom Lischke og Andre Weingarten, når de mødes for at diskutere visionen for deres ultimative sandbox-tilstand "Franchise". Værten for panelet er vel at mærke Nick Mizesko, der har været kommentator for Madden Championship Series gennem mange sæsoner.
20. juli kl. 10:00 PT/19:00 CET: Mere EA SPORTS!
Vi må desværre ikke fortælle dig så meget om det her endnu. Men vi kan godt afsløre, at dette Spotlight vil fremhæve en ny, ekstremt sej tilføjelse til en ekstremt populær spilserie fra EA SPORTS, der har kørt i mange år. Vi har måske allerede sagt for meget. Du skal bare holde kalenderen fri, okay?
"Vi elsker panelformatet, fordi det giver gode samtaler med et naturligt flow, og hvem er ikke nysgerrig efter at høre, hvad Josef nu vil sige? Fansene vil se personligheden skinne igennem hos de mennesker, der laver deres yndlingsspil, og de vil opleve, hvor passionerede de er omkring det, de laver".
– David Tinson
22. juli: EA Play Live kl. 10:00 PT/19:00 CET
Med alle disse Spotlights funderer du måske på, hvad der kan være tilovers til hovedbegivenheden. Svaret er: Meget. Ved at gå i dybden med Spotlight-serien kan hovedbegivenheden for EA Play Live gøre spillene til det urokkelige fokus med nye afsløringer af gameplay, gaver og andre overraskelser. Austin Creed, livslang gamer og WWE-superstjerne, er vært for begivenheden og sørger for, at det hele kører som smurt.
Nu kan vi jo selvfølgelig ikke fortælle dig om alt det, der kommer til at ske den 22. juli. Vi kan dog fortælle dig, at dette års EA Play Live starter kl. 10:00 PT/19:00 CET med en kort indledende præsentation, der fungerer som en slags resumé, før hovedbegivenheden leverer den ægte spænding med fokus på spil, der udkommer snart og ikke i en alt for fjern fremtid. Det er et show i højt tempo, som varer cirka 40 minutter og bl.a. fortæller om planerne for spil som Battlefield 2042 og Apex Legends. Du vil også se det første gameplay i Lost in Random med eksplosive terningedyster, tidsfrysningstaktik og kortsamling. Der vil også være et par andre spil, vi vil fremhæve, men med hensyn til dem må du bare vente og se.