FUT-HELTE
Se, hvordan Marvel FUT: Heltene blev skabt.
EA SPORTS™ og Marvel er gået sammen om at bringe flere af fodboldfansenes favoritter på banen i FIFA 23 ved at forvandle FUT-helte til superhelte.
For første gang nogensinde i FUT's 14-årige historie bliver de klassiske spillerfotos af 21 af de udvalgte FIFA World Cup FUT: Helte-kort™ erstattet af unikke illustrationer.
Forbered dig på at møde et hold af ekstraordinære stjerner.
Landon Donovan
Nogle opnår tidligt heltestatus og brænder derefter ud. Andre sætter først deres aftryk sent i karrieren. Landon Donovan greb chancen allerede ved sin første FIFA World Cup™-slutrunde og så sig aldrig tilbage I en alder af blot 20 år tog den unge amerikaner styringen i kampen mod ærkerivalerne fra Mexico og scorede det hovedstødsmål, der endte med at sende USA i semifinalen.
Otte år senere var det også Donovan, der – med få minutter tilbage af kampen mod Algeriet – tog ansvar og scorede målet, der sikrede USA deres første førsteplads i gruppespillet siden 1930. Et årti efter sit heroiske gennembrud var Donovan på pletten igen. Efter en karriere karakteriseret ved enormt mod, bunker af mål og formidable lederevner scorede Donovan det sene straffespark, der sikrede LA Galaxy deres femte MLS Cup med den amerikanske legende i klubben. Det er kun naturligt, at MLS' pris for årets spiller – Landon Donovan MVP Award – er opkaldt efter ligaens mest naturlige leder nogensinde. Donovan var en helt fra start til slut. Få spillere har som ham igen og igen formået at slå til, når der virkelig var brug for det. En tidløs FUT-helt.
Ricardo Carvalho
Hver gang en angriber besluttede sig for at udfordre Ricardo Carvalho, havde han allerede tabt. Han vidste det bare ikke endnu. Portugiseren var en af de allerbedste til at læse spillet. Gang på gang stoppede han selv de mest truende angreb. Han vidste, hvad hans modstandere ville gøre, før de selv vidste det, og han lod dem aldrig få et ben til jorden.
I Porto gik han fra udlejet marginalspiller til ligaens allerbedste, og det hele kulminerede med en 3-0-udradering af AS Monaco i UEFA Champions League-finalen efter én af de mest overraskende og ikoniske europæiske sæsoner nogensinde. Senere sikrede han Chelsea en tilsvarende legendarisk succes. Der var ingen, der havde set ham i Europa med Porto, der virkede overraskede. Ricardo Carvalho var allerede dengang en FUT-helt. Det var bare ikke blevet annonceret endnu.
Claudio Marchisio
Alle helte kan forbløffe os med deres fysiske formåen. De største inspirerer os til selv at blive bedre. Der findes intet bedre eksempel end Claudio Marchisio. Som en del af Juventus' legendariske midtbane gav Marchisio igen og igen prøver på sin evne til at tilpasse sig enhver situation og sit talent inden for alt fra bolderobring og pasningsspil til veltimede løb og vigtige scoringer.
Marchisio hjalp med til at løfte Bianconeri tilbage til toppen af Serie A og vinde det første af ni Scudetto-trofæer i træk i 2011/12. Han blev ikke kun kaldt Principino på grund af sit heroiske spil, men også fordi, at han altid kæmpede til sidste blodsdråbe og udviste overblik. Det gælder ikke mindst det smukke mål, som han scorede for Italien ved FIFA World Cup i 2014™, der sendte Azzurri-fans i en ren glædesrus. Hans utrolige evner, uforlignelige klasse og forbindelse til hjembyen gør ham til det perfekte eksempel på en FUT-helt.
Yaya Touré
Ligesom Kolossen på Rhodos behøvede Yaya Touré blot at træde ind på banen for at vække frygt og ærefrygt hos modstanderne, der krympede ved synet af den mægtige midtbanemaestro. I 2011/12 hjalp han Manchester City med at løfte deres første Premier League-trofæ i 44 år. Sæsonen vil blive husket for en vis argentinsk angribers historiske mål i sidste minut, der sendte mesterskabet til den blå del af Manchester, men det var den ikoniske ivorianer, der scorede begge mål i den foregående kamp og holdt liv i mesterskabsdrømmen.
Touré kombinerede en smuk klubkarriere med mere end 100 optrædener for Elfenbenskysten, hvilket bl.a. sikrede ham udtagelse til tre FIFA World Cup™-slutrunder, hvor det store og stærke midtbanelokomotiv bar holdet frem og i flere tilfælde holdt nationens håb i live. Det kan godt være, at Yaya Toure (endnu) ikke har fået en statue, men FUT-helte fås ikke større.
Park Ji-Sung
De modstandere, der ikke kunne modstå hans evindelige angreb og ubønhørlige pres, påstår, at han har tre lunger. De modstandere, der ikke kunne vriste sig fri af hans markeringer, insisterer på, at han har to hjerter. Sandheden om Park Ji-Sung er dog langt mere heroisk. Han har et tigerhjerte. Han besidder ikke kun den uophørlige udholdenhed, der er nødvendig for at at give 100 % hele kampen, men også tigerens instinkt for at slå til på det perfekte tidspunkt. Det øjeblik kommer ofte sent, når modstanderen er udmattet, slidt ned og ikke har noget tilbage i tanken.
Park Ji-Sung ved dog også, at en tiger ikke behøver at vente. Hans fantastiske assist blot 36 sekunder inde i en legendarisk titelafgørende kamp mod Chelsea gjorde ham til Premier League-mester, mens hans mål for Sydkorea ved FIFA World Cup™ i 2010 gjorde ham til den første asiatiske spiller til at score i tre turneringer i træk. Tigerhjertet er en FUT-helt af den helt rette støbning.
Diego Forlán
På en normal dag går en normal helt an. Men når du står over for de største udfordringer på de største scener, har du brug for en helt, der kan løfte sit spil og redde dagen. Når rampelyset skinner skarpest, og alle andre bliver overvældet, har du brug for en helt som Diego Forlán. I 2010 beviste den frygtløse Forlán, at han var enhver opgave voksen.
Først scorede han to mål og blev kampens spiller i UEFA Europa League-finalen for Atlético de Madrid, og derefter formåede han ved FIFA World Cup™ både at slutte som delt topscorer, vinde Den Gyldne Bold som turneringens bedste spiller og sidst, men ikke mindst, at score turneringens mål – en kanon af en flugter fra kanten af feltet i bronzekampen. Diego Forlán har bevist, at han ikke er nogen normal helt. Han er en vaskeægte FUT-helt.
Lúcio
Nogle forsvarsspillere foretrækker at vente. Andre lægger planer og fælder. Og så er der Lúcio, der bragede frem som et lyn. Han var hurtig, fysisk stærk og kendt for sine vilde løb op gennem banen. Med hårde tacklinger og nærmest uendelig energi spredte han skræk og rædsel blandt modstanderne. I 2002 spillede han på heroisk vis samtlige minutter for Brasilien ved FIFA World Cup™-slutrunden og var stærkt medvirkende til, at sambalandet blev de første til at vinde turneringen fem gange. Ud over sine 105 landskampe tørnede Lúcio gennem sin karriere ud som forsvarskæmpe for nogle af Europas største hold.
Han hjalp Inter med at vinde en historisk Treble, der inkluderede en længe ventet UEFA Champions League-triumf og gjorde pladsen i et i forvejen proppet pokalskab endnu mere trang. Uanset hvor han slog til, spredte han frygt blandt modstanderne, alt imens han skaffede succes til sit hold. Lige så sikkert som torden følger lyn, er Lúcio en FUT-helt.
Rafael Márquez
Ikke alle helte er ledere. Og de færreste ledere er helte. Rafael Márquez mestrede begge dele. Hans heroiske præstationer på landsholdet gennem mere end 20 år gjorde ham til et fyrtårn for mexicansk fodbold. Hele fem FIFA World Cup™-slutrunder blev det til for den elegante forsvarskrumtap. Hans legendariske lederevner var tydelige allerede i en ung alder, da han som blot 23-årig blev anfører for landsholdet. Han beholdt anførerbindet under alle sine fem FIFA World Cup™-slutrunder, hvilket – ikke overraskende – er en rekord.
Selvom Márquez var en stjerne, havde han intet imod at dele rampelyset. Sammen med Carles Puyol dannede han et stærkt makkerskab, og der var med Puyol ved sin side, at Márquez i 2006 blev den første mexicanske spiller til at vinde UEFA Champions League. Hans utrolige spil og inspirerende lederevner sikrede ham tilnavnet El Kaiser of Michoaca – og status som FUT-helt.
Javier Mascherano
Det er ikke alle helte, der kan måles i centimeter eller status. Det er Javier Mascherano levende bevis på. Der er sikkert mange angribere, der har stået over for den lille argentiner og drømt om at score nemme mål på stribe. De opdagede dog hurtigt, at han snarere var enhver angribers mareridt med en kombination af grænseløs energi, vedholdende pres og hårde tacklinger. Han spillede som en mand med et ekstra sæt fødder. Det var som om, at han kunne lukke alle angreb ned og sætte kontra efter kontra igang.
Han var en respekteret leder og bar anførerbindet, da Argentina nåede til kvartfinalen ved FIFA World Cup™ i 2010. Mascherano demonstrerede også sin utrolige tilpasningsevne, da han rykkede fra midtbanen til det centrale forsvar og vandt sit første UEFA Champions League-trofæ. Selv når han ikke bar anførerbindet, gik Mascherano forrest med sin kompromisløse spillestil. Efter en legendarisk karriere med 147 landskampe og utallige trofæer er det fuldt fortjent, at Mascherano er blevet valgt som FUT-helt.
Peter Crouch
Nogle helte tårner op. Det gjaldt i dén grad Peter Crouch. "Et godt touch for en stor mand", lød det år efter år om den 2 meter høje angriber, der kom godt omkring i England i løbet af sin karriere. Crouch havde en størrelse og teknik, så man skulle tro, at han var resultatet af et hemmeligt laboratories forsøg på at skabe den perfekte fodboldspiller. Med en sans for det spektakulære, to ben skruet fornuftigt på og – ikke mindst – sin hovedstødsevne var han en trussel for ethvert hold. Han er stadig indehaver af Premier League-rekorden for flest hovedstødsmål.
Blandt hans mest berømte bidrag finder vi en assist til Steven Gerrards udligning i FA Cup-finalen i 2006 samt et afgørende hovedstød ved FIFA World Cup™ i 2006 for England mod Trinidad og Tobago. Begge scoringer er perfekte eksempler på hans evner som target man. Trods dette blev han måske allermest kendt for sin karakteristiske robotfejring. Crouch var en klar favorit blandt fansene, og hans glæde og kærlighed til sporten gør ham måske til den mest menneskelige FUT-helt af dem alle.
Dirk Kuyt
Det er, når alt ser mørkest ud, håbet falmer, og folk er klar til at give op, at vi allermest har brug for helte. Jo mørkere, mere håbløs og mere nedslående situationen er, desto mere har du brug for en helt som Dirk Kuyt. Han lyser op i lokalet, spreder håb og smitter alt og alle omkring sig med sin entusiasme. Spørg fans af ethvert hold, som Dirk Kuyt har spillet for, om hans evner, og læn dig tilbage, mens de roser ham til skyerne. Han spillede fodbold med et enormt engagement og en tilsyneladende uendelig mængde energi, der løftede både holdkammerater og fans.
Hans afgørende assists i kvartfinalen og semifinalen ved FIFA World Cup-slutrunden i 2010 var helt afgørende for, at Holland nåede hele vejen til finalen. Han var imidlertid ikke kun en oplægger. I sit andet ophold i Feyenoord sikrede han således klubben Eredivisie-mesterskabet i 2016/17 med et hattrick i sidste spillerunde. Tre dage senere lagde han støvlerne på hylden. Findes der en bedre måde for en FUT-helt at trække sig tilbage på?
Harry Kewell
De fleste unge helte begynder som sidekicks, der lige skal lære deres profession at kende, før de er klar til at indtage rampelyset. Harry Kewell gad ikke vente. Han var et enestående talent, hvis magiske evner var tydelige fra det øjeblik, hvor Leeds tilbød ham et prøveophold i klubben i en alder af blot 15 år. Med sin fantastiske teknik og boldkontrol forvirrede og udspillede han modstanderholdets forsvarsspillere fra dag ét. I 2000 blev han valgt som Årets unge spiller af PFA, hvilket han i 2000/01-sæsonen fulgte op med en række tryllebindende præstationer, der hjalp hans klub med at nå semifinalen i UEFA Champions League.
Den australske troldmand gav også prøver på sine overnaturlige kræfter på landsholdet, som han scorede et vigtigt mål for ved FIFA World Cup i 2006, der sikrede Australien kvalifikation til ottendelsfinalerne for første gang i landets historie. Kewell er et af sit lands bedste spillere nogensinde. Han fik os til at tro på, at han havde magiske evner, og det gør ham til en ægte FUT-helt.
Jean-Pierre Papin
De fleste angribere opfatter nogle afleveringer som værende for skæve, nogle afretninger som værende for langt væk eller nogle indlæg som værende for høje. Jean-Pierre Papin så alle bolde i feltet – og nogle gange også bare i nærheden af feltet – som en mulighed for det spektakulære. Han sparkede almindelige chancer i målet med samme selvfølgelighed som de mest nådesløse angribere, men han var først og fremmest en specialist i det umulige. Jo sværere bolden var at nå, desto mere fordrejede han ubesværet og akrobatisk sin krop for ikke blot at nå den, men også – på én eller anden måde – at sparke den i kassen.
To mål på den største scene ved FIFA World Cup™ sikrede hans land en tredjeplads, men det var hans hattrick for Olympique Marseille i Coupe de France-finalen i 1989, der for alvor sikrede ham superstjernestatus. Ballon d'Or-udmærkelsen, der fulgte, satte blot en yderligere streg under, at han er en værdig FUT-helt.
Sidney Govou
Sidney Govou er en af de helte, der er synonym med sin hjemby. Lyon har vundet syv Ligue 1-mesterskaber. Og det samme har Sidney Govou. Den modige kantspiller med løvehjertet havde en fod med i alle syv mesterskaber i Lyons historie og var stærkt medvirkende til at katapultere barndomsklubben til toppen af fransk fodbold. Han bragede ind på den europæiske scene i 2001 med to vilde mål i UEFA Champions League og gjorde derefter entre på den globale scene med en inspirerende indsats i FIFA World Cup™-ottendedelsfinalen mod Spanien i 2006.
Govous imponerende årti i OL cementerede hans eftermæle som en helt dedikeret til sin by. Han var – og er stadig – Lyons løve.
Tomas Brolin
Nogle helte besidder overnaturlige evner. Tomas Brolin var en sådan naturkraft. Heroisk fejede han hen over banen som en løssluppen tornado, der kun efterlod ydmygede forsvarsspillere i sit kølvand. Brolins fart og smidighed gjorde ham til en hvirvelvind med bolden ved fødderne. Det var disse evner, han trak på, da han scorede det afgørende mål i Parmas 1-0-sejr i Coppa Italia-semifinalen i 1991/1992, der banede vejen for klubbens første trofæ nogensinde.
Hans måske mest berømte mål kom i kvartfinalen ved FIFA World Cup™ i 1994, hvor et indstuderet frispark endte med, at Brolin galopperede væk fra forsvarsspillerne og hamrede bolden i nettet. Turneringen sluttede med en imponerende tredjeplads til svenskerne. Næsten lige så ikonisk som målet var Brolins karakteristiske fejring. Han strakte sin højre knytnæve op i luften og udførte en 360 graders piruette, der lod både venner, fjender og fans vide, at den svenske storm havde ramt deres kyster. Hans majestætiske præstationer, smukke mål og kreative jubelscener gør ham til en naturlig FUT-helt.
Rudi Völler
Når forsvarsspillerne kiggede op og så den flyvende tyskers genkendelige gyldne hår flyve forbi, vidste de, at det allerede var for sent. Völler var en klinisk angriber, der både blev topscorer og Årets fodboldspiller i Bundesligaen i 1982/83. Hans imponerende 47 mål i 90 landskampe var bl.a. med til at sikre ham FIFA World Cup™-trofæet i 1990, hvor det blev til tre scoringer og en fast plads i startopstillingen helt frem til finalen.
Med Völlers utrolige målfarlighed in mente må forsvarsspillerne have været glade for, at der kun var én af ham – en enestående FUT-helt.
Hidetoshi Nakata
Hidetoshi Nakata lignede på alle måder en helt. Men det var øjeblikket, hvor du indså, at du ikke længere havde styr på ham, fordi han var smuttet, at han var allermest farlig. Som en snedig superspion luskede den offensive midtbanespiller sig igen og igen væk fra forsvarsspillerne. Knap nok havde man tabt ham af syne, før han dukkede op igen for selv at afslutte eller lægge en perfekt aflevering til en medspiller. Hans elegante evner overbeviste Parma om at gøre ham til den dyreste asiatiske fodboldspiller nogensinde. Kort efter viste den adrætte tekniker, at han var sin vægt værd i guld, da han i det første Coppa Italia-finaleopgør mod Juventus sneg sig ubemærket ind i feltet og scorede et vigtigt saksespark.
Samme sommer blev der afholdt FIFA World Cup™ på hjemmebane i Japan, hvor Nakata var på pletten med et mål i 2-0-sejren over Tunesien, der sikrede Japan videre avancement i turneringen og cementerede Nakatas heltestatus. Nakata var noget så usædvanligt som en helt, der tiltvang sig opmærksomhed for derefter at forsvinde, indtil der var brug for ham. Det er ingen hemmelighed, hvorfor han er en FUT-helt.
Jay-Jay Okocha
Det er ikke altid nemt at være en helt. Men det var ikke til at se, når man så Jay-Jay Okocha spille. Okocha var ikke blot en af de bedste afrikanske fodboldspillere nogensinde, men også en gudsbenådet entertainer. Måske er hemmeligheden til at spille med så meget stil og så kølig en nonchalance at vide, at man altid har et trick eller ti oppe i ærmet. Okocha blev den dyreste afrikanske fodboldspiller nogensinde, da han skiftede til Paris Saint-Germain i 1998, og han tryllebandt verden i Nigerias imponerende åbningssejr over Spanien ved FIFA World Cup™ i 1998, hvor han indtog rampelyset på verdens største scene og virkelig gav prøver på sit utrolige talent.
Som enhver anden god tryllekunstner overraskede han derefter alt og alle ved pludselig at dukke op i Premier League-klubben Bolton. Hans vidundermål i en afgørende sekspointskamp mod nedrykningsrivalerne fra West Ham United cementerede hans heltestatus. Det var dog først og fremmest hans evne til pludselig at overraske med et fantastisk trick, der for alvor gjorde ham til en unik FUT-helt.
Joan Capdevila
Hvor finder man en helt, når man virkelig har brug for én? Det spørgsmål var der aldrig brug for at stille, når Joan Capdevila var på banen. Den offensive back var både i stand til at sætte modstanderne af og støtte sine medspillere. Uanset hvor der var brug for ham, formåede han altid at være der. Der findes intet bedre eksempel på dette engagement og denne evne til at være, hvor der var brug for ham, end FIFA World Cup™ i 2010, hvor han spillede hvert eneste minut på Spaniens vej til at løfte pokalen.
Hans to mål mod Getafe CF i 2009 vil for evigt være indprentet i Villarreal-fansenes kollektive hukommelse. De to scoringer var indbegrebet af hans utrættelige drive og energi, som han gav prøver på, hver gang han løb på banen. For Capdevila var det hans pålidelighed, der gjorde ham til en FUT-helt.
Włodzimierz Smolarek
Der er ikke mange, der har mærket samme grad af frustration, som de modstandere, der havde den tvivlsomme ære at stå over for Włodzimierz Smolarek. Den polske helt havde en ilter energi og nægtede at give op. Det var lige til at blive sindssyg af. Modstanderne troede, at de havde ham i sækken – indtil han pludselig var væk. Når de prøvede at presse ham, gled han af på dem, som om de slet ikke var der. Bedst som de troede, at de havde fået trangt ham op i en krog, vendte han op og ned på situationen og viste, at han i virkeligheden havde dem lige, hvor han ville have dem.
Hans evne til at vriste sig fri af og glide forbi forsvarsspillere var helt afgørende for Eintracht Frankfurts triumf i DFB-Pokal i 1988. Den polske superstjerne, der ofte var farligst, når han så mest ugidelig ud, var en afgørende figur på det polske landshold, der sensationelt blev nr. 3 ved FIFA World Cup™ i 1982, hvor han gav flere prøver på, hvorfor han nu fortjent at blevet en FUT-helt.
Saeed Al Owairan
Lad ikke smilet narre dig. Bare fordi, at Saeed Al Owairan smiler, betyder det ikke, at han ikke er klar til pludselig at slå til. Ligesom en ørn satte han et historisk lynangreb ind mod Belgien i 1994, da han scorede et af de bedste FIFA World Cup™-mål nogensinde. Efter at have samlet bolden op på egen banehalvdel dansede han forbi hele fem modstandere, inden han til sidste hamrede bolden i kassen.
Ud over 75 landskampe sikrede Al Owairans hurtige fødder og målnæse også den saudiarabiske angriber en ekstra omtale i historiebøgerne, da han scorede i Crown Prince Cup-finalen i 1993, og dermed førte klubben, som han repræsenterede hele sin karriere, Al-Shabab, et historisk trofæ. Det er muligt, at Saeed Al Owairan stadig ville smile sit karakteristiske smil, selvom hans karriere ikke havde været fyldt af heroiske bedrifter, men det får vi aldrig at vide. Vi ved til gengæld, at det er fuldt fortjent, at han nu er blevet en FUT-helt.
Ledley King
Ledley King var født til at regere i det nordlige London. Kings historie er indbegrebet af en helterejse. Han voksede op rundt om hjørnet fra White Hart Lane og tog hele turen fra lokal knægt til lokal legende. Tottenham-stjernen tårnede sig op over angriberne, hver gang han gik på banen, og satte en stopper for selv de mest frygtindgydende måltyves scoringsstimer med sin styrke, evne til at læse spillet og kompromisløse tilgang til alle dueller.
Han viede hele sin karriere til klubben, han elskede, og satte et fornemt punktum for sit loyale ophold, da han i 2008 var med til at løfte EFL Cup-trofæet. At være anfører for en klub er at være foregangsmand for et fællesskab, og FUT-helten Ledley King glemte aldrig, hvor han kom fra.
FUT: HELTE-GRUNDKORT: TILGÆNGELIGE VED UDGIVELSEN
MARIO GOMEZ
Med mere end 200 mål i Bundesligaen for nogle af den tyske ligas største klubber var Mario Gómez ganske frygtindgydende på toppen af sin karriere og kendt verden over. Han vil dog altid blive husket allerbedst i hjemlandet. Særligt hans bidrag til det legendariske mål, der sikrede VfB Stuttgart deres tredje Bundesliga-mesterskab, cementerede hans status som klublegende og FUT-helt.
TIM CAHILL
Tim Cahill skabte sig et navn i Premier League for sin uforlignelige evne til at skabe kaos i feltet. Selvom han især udmærkede sig med sine hovedstød, var Cahill i stand at udføre en række forskellige slags afslutninger. Tænk blot på det sublime saksespark, som han scorede i 2007. Det er det stof, FUT-helte er lavet af.
JORGE CAMPOS
90'erne bød på en sand perlerække af fremragende målmænd fra Sydamerika med store personligheder. Få var lige så mindeværdige som Jorge Campos. Han blev kendt for sit risikofyldte sweepermålmandsspil, hvor han ofte befandt sig uden for feltet, samt for sine farverige spilledragter og sin evne til sjældent at blive overrumplet. Han holdt bl.a. buret rent i returopgøret, der sikrede hans hold mesterskabet i 1991. Og det er blot ét af de øjeblikke, der har gjort Campos til en af vores FUT-helte.
DIEGO MILITO
Den argentinske skarpretter fløj længe under radaren, selvom han scorede mere end 50 mål i lige over 100 kampe i LaLiga. Efter skiftet til Inter fik hele verden dog øjnene op for hans målscoringsevner. Hans to mål i UEFA Champions League-finalen i 2010 anses for at være en af den nyere fodboldhistories helt store angriberpræstationer. I en æra, hvor det er svært at finde "klassiske" angribere, huskes Militos to scoringer som en opvisning i rendyrket angriberinstinkt. Diego Milito fortjener i dén grad at kalde sig for FUT-helt.
FERNANDO MORIENTES
Morientes var en vaskeægte måltyv. Uanset om han repræsenterede sit klub- eller landshold, kendte han vejen til netmaskerne. Blandt hans 100 mål for Real Madrid finder vi bl.a. åbningsmålet i UEFA Champions League-finalen i 2000, hvor han sneg sig om til bagstolpen, headede bolden i kassen og sendte Los Blances af sted mod deres ottende europæiske triumf. Det er det stof, som helte er gjort af.
SAMI AL-JABER
Sami Al-Jaber scorede mere end 200 mål i løbet af sin karriere og repræsenterede Saudi-Arabien ved fire FIFA World Cup-slutrunder – i 1994, 1998, 2002 og 2006. I 2006 gjorde hans mål mod Tunesien ham til en af de eneste spillere, der har scoret ved tre FIFA World Cup-slutrunder. Han er en vaskeægte landsholdshelt og nu også en FUT-helt.
ROBBIE KEANE
Robbie Keane scorede mere end 120 Premier League-mål for nogle af Englands største hold. Han var i stand til at skabe problemer for et hvilket som helst forsvar, og modstanderne var ofte nødt til at lægge en specifik plan for, hvordan de ville håndtere ham. Hans helt store øjeblik kom i League Cup-finalen i 2008, hvor hans energi og drive var helt afgørende for, at Spurs trak det længste strå.
ABEDI PELÉ
Ghanas bedste spiller nogensinde fik tilnavnet "Pelé" efter det brasilianske ikon. Han spillede for OM i 90'erne, hvor han blev kendt som en af sin generations allerbedste playmakere. Det beviste han i UEFA Champions League-finalen i 1993, hvor han lagde op til sejrsmålet og skrev sig ind i ikke blots Marseilles, men selve fodboldens historie.
CLINT DEMPSEY
Dempsey gav altid 110 %, når han var på banen, uanset om han spillede i MLS, Premier League eller på landsholdet. Og det førte ikke så sjældent til mål. Dempsey er den delt mest scorende spiller nogensinde for USA's landshold. Da han vendte tilbage til USA for at repræsentere Seattle, imponerede han med 47 mål i 115 kampe – heriblandt et mindeværdigt hattrick i 2014.
LARS RICKEN
Ricken var en vigtig spiller for Borussia Dortmunds gyldne 90'er hold. Det beviste han i dén grad, da han nettede i UEFA Champions League-finalen i 1996/97 efter blot 16 sekunder på banen. Det er stadig det hurtigste mål scoret af en indskifter i en UCL-kamp. Og velsagtens også Rickens vigtigste bidrag for Borussia Dortmund.
OLE GUNNAR SOLSKJAER
Skarpretteren med babyfjæset og manden bag et af fodboldhistoriens mest berømte mål. Ole Gunnar Solskjær tilbragte størstedelen af sin (spiller)karriere som en farlig indskifter. Han var én af de bedste til at komme ind og give modstanderholdet dødsstødet. Hans mål i den legendariske UEFA Champions League-finale i 1999 er vel nok det mest kendte eksempel på hans evner som måltyv.
ANTONIO DI NATALE
Antonio Di Natale var på toppen af sin karriere en af de mest frygtede angribere overhovedet i Europa. Han var hurtig, snedig og usvigelig sikker på sine afslutninger. 2010 var nok mere end noget andet år den sæson, hvor alt gik op i en højere enhed for Di Natale. Det år scorede han et fantastisk hattrick mod Lecce, der efterlod Udinese-fansene målløse. Kort efter fulgte han sin sensationelle præstation op med endnu et hattrick – denne gang mod Napoli. Di Natale var en sand leder på et Udinese-hold, der fik fansene til at drømme.
IVÁN CÓRDOBA
Colombianske Iván Córdoba var en klippe for Inter gennem en årrække og var helt afgørende for I Nerazzurris adskillige hjemlige og europæiske triumfer op gennem 00'erne og starten af 10'erne. Córdoba var en gudsbenådet leder og fighter og på mange måder indbegrebet af det Inter-hold, der vandt The Treble i 2010. I 2008 sikrede Córdoba sig en endnu flottere plads i de blåsortes historiebøger med sit sejrsmål mod Reggina i en kamp, som alle andre havde indstillet sig på ville slutte uafgjort.
FREDDIE LJUNGBERG
Freddie Ljungberg var en nøglespiller på det eneste hold, der er gået ubesejret gennem en hel Premier League-sæson. Hans finter og tekniske finurligheder på kanten gjorde ham til en favorit blandt Premier League-tilskuerne. FA Cup-finalen i 2002 bød på en sand kraftpræstation af Ljungberg. Han udfordrede gang på gang Chelseas forsvar og kronede indsatsen med et flot mål, hvor han sparkede bolden helt op i krydset. En spiller på toppen af sin karriere.
JÜRGEN KOHLER
Jürgen Kohler anses for at være en af sin generations bedste forsvarsspillere. Trods mesterskaber i både Tyskland og Italien med nogle af Europas største klubber var det UEFA Champions League-triumfen i 1997 med Borussia Dortmund, der cementerede hans plads i historiebøgerne. Hans semifinalepræstation var en opvisning i mod og lederevner. Han gav holdet den tiltro, som det skulle bruge for at vinde pokalen med de store ører.
JERZY DUDEK
Jerzy Dudek var en af heltene bag Liverpools legendariske UEFA Champions League-triumf i 2005. Måske endda den vigtigste? Efter at have indkasseret tre mål i første halvleg havde det været let at give op. Men inspireret af sine medspilleres præstationer vidste Dudek, at han måtte gøre sin del, efter at Liverpool havde udlignet. Og det gjorde han. En tilsyneladende umulig dobbeltredning dybt inde i den forlængede spilletid over for Andriy Shevchenko gav The Reds troen på, at det var deres aften. Kort efter sikrede hans redning mod Shevchenko (igen), at straffesparkskonkurrencen – og dermed pokalen – gik Liverpools vej. Jerzy Dudek gjorde forskellen.
ALEKSANDR MOSTOVOI
Aleksandr Mostovoi fik kælenavnet "El Zar" (Zaren) af de loyale fans i Celta Vigo, hvor han slog sit navn fast som et af kontinentets største playmakertalenter. Mostovois bedrifter førte Celta til en Intertoto Cup-triumf og en Copa Del Rey-finale. Den kreative russer huskes måske allerbedst for sine to mål mod Real Sociedad i 2003, der sikrede Celta Vigo kvalifikation til Champions League.
JOE COLE
Joe Cole var en af sin generations mest talentfulde spillere. Den klassiske 10'er spredte skræk og rædsel blandt forsvarsspillere i både England og Europa med sin unikke cocktail af kreativitet, overblik og finurlige driblinger. Han var en vigtig spiller på midt-00'ernes legendariske Chelsea-hold og udmærkede sig bl.a. ved at score det mål, der sikrede The Blues Premier League-mesterskabet i 2006.
DAVID GINOLA
David Ginola var lige dele entertainer og ærgerrig fodboldspiller, og han tørnede ud for flere af Europas allerstørste hold i 90'erne. Han var en del af det teknisk begavede Paris Saint-Germain-hold, der tryllebandt tilskuerne på Parc des Princes og gav dem mange store fodboldminder. Det var dog hans raket af en scoring mod Real Madrid i 1993-udgaven af UEFA Champions League, der for alvor gjorde ham verdensberømt.
OSS
Løb på banen med fanfavoritter i FIFA 23 Ultimate Team. FUT-helte er særlige spillerkort, der repræsenterer de mindeværdige øjeblikke i en spillers karriere, der gjorde vedkommende til en kultlegende.
Du finder FUT 23-helte i spillet allerede ved udgivelsen. Derudover udkommer der en særlig FIFA World Cup™ FUT: Helt-version™ af hver FUT 23-helt. Disse udgives fra den 11. november og hylder alle en bestemt præstation på verdens største scene.
Hvad er en FIFA World Cup™ FUT-helt?
I anledning af mændenes FIFA World Cup 2022™-turnering udkommer alle nye FUT-helte i FIFA 23 Ultimate Team i to forskellige versioner: en almindelig version og en FIFA World Cup™-version. Den almindelige version hylder et mindeværdigt øjeblik fra spillerens klubkarriere, mens FIFA World Cup™-versionen hylder et af spillerens vigtigste bidrag på sit landshold.
Hvornår bliver FIFA World Cup™ FUT: Helt-kort udgivet i FUT 23?
Almindelige versioner af alle FUT-helte vil være tilgængelige i FIFA 23 Ultimate Team lige fra udgivelsesdagen. FIFA World Cup™ FUT: Helt-kort bliver tilgængelige i spillet fra den 11. november.
Får FIFA World Cup™ FUT-helte i FUT 23 de samme vurderinger som deres almindelige FUT: Helt-kort?
Alle FIFA World Cup™ FUT-helte byder på forbedrede vurderinger i forhold til de almindelige versioner alt afhængigt af deres mindeværdige landsholdsøjeblik.
FÅ FIFA 23, SPIL FIFA WOMEN'S WORLD CUP 2023™
Spil FIFA Women's World Cup™ i EA SPORTS™ FIFA 23 nu uden yderligere omkostninger*.
* Kræver FIFA 23 (sælges separat), alle spilopdateringer, internetforbindelse og en EA-konto.
** Betingelser og begrænsninger er gældende. Læs mere på https://www.ea.com/games/fifa/fifa-23/game-offer-and-disclaimers.
*** BETINGELSER, BEGRÆNSNINGER OG UNDTAGELSER ER GÆLDENDE. FÅ FLERE OPLYSNINGER PÅ EA.COM/DA-DK/EA-PLAY/TERMS.